- Salmer, sange & digte ​

DIGTE

​De viste digte er stort set alle kommet til verden på skriveværkstedet for højskoleelever. Med et æggeur oftest stående på 7 minutter – og GO. Uden at tænke på begyndelse, indhold eller slutning. Men øvelsen i at følge den første tanke, hoppe på og lade sig rive med ud over stepperne. Lige til æggeurets larmen varsler det sidste punktum…

Du sorte Madonna

Kæft, hvor er det langt ude

når vi ser hinanden

som 1. 2. eller 3. sortering

og dem der er helt uden for kategori

som rådne kartofler

der dør en helt naturlig druknedød

på deres fucking vej til friheden

Kæft, hvor er vi langt ude

når vi sætter vores kryds

ved mennesker, der synes at

skatter og afgifter og gældsbyrde

og negativ rente

er så meget vigtigere end at

Du skal elske

Kæft hvor er det åndssvagt

at vi brænder atmosfæren op og ud

i velfærd og wellness og velment sympati

med fossile brændstoffer

og crooner #I'm SORRY

til de måske kommende generationer

Åh sorte Madonna

bed for os

der ikke engang kan et fucking fadervor

Kæft, hvor var det fedt at du bare sagde OKAY

til en himmelsk graviditet:

Sorte Marie & JødeJesus

Kæft, hvor er det godt

at du er uden for kategori

og at taberne bliver vinderne

og at dem fra 3. seedningslag

får himmeriget og hele pakken

Åh sorte Madonna

bed for os, der tror

at vi er fucking første sortering

Langsomt, langsomt 1
Med uendelig langsomhed
tar Kim Christofte tilløb til bolden
- resten er danmarkshistorie

Langsomt, langsomt 2
​Med uendelig langsomhed
brygger hun teen
i den gennemsigtige kolbe
Den lange kashmir cardigan
står godt til den cognacfarvede te
og hendes lyse hår
Med begge hænder på kruset
og blæsten mod ruden
kryber hun ind i sofaen
og kigger ud over havet

Mariehøns og elefanter
Vidste De godt
at mariehøns boller?
Det mest uskyldige kræ på jorden
og flyv op til vorherre og bed om godt vejr…
- nu ved jeg hvorfor!


Lodret hængende på kyssebænken
kun truet af tyngdekraften og hjertestop
midt i den store varme forårssol
man føler sig helt beklemt ved at stå og lure, gør man
man tar solbriller på, gør man
men man kan ikke få øjnene væk, kan man ikke…
Har De nogensinde tænkt på mariehøns
som struttende, lidenskabelige, erotiske væsener?


Nej vel…
De har endda sikkert
givet små børn gaver formet som mariehøns
viskelæder, blyanter, chokolader…
Men jeg siger Dem
hvis disse 2 havde været elefanter
så var alle træer i parken væltet
og det var blevet målt på Richter-skalaen
som ét af de helt store jordskælv
Og på et tidspunkt synes hun det er nok
og prøver at ryste ham af
Men han skal da ikke af.


Så går hun simpelt hen. Med ham ovenpå
- nu sneglen med hus på ryg vil vandre -
Til sidst stejler hun
rejser sig lodret på bagbenene
og ryster ham af
og går et par centimeter væk
og retter på kjolen
Jeg tror
at jeg skal vogte mine sanser
for hvis selv mariehøns blir taget af foråret
så kan alt ske…

Poetfabrikken • Højskolevej 3, 4690 Haslev • Tel.: +45 51 51 37 30post@poetfabrikken.dk • CVR: 33007604